Betydning af ‟dåb”

Begrebet dåb kommer af oldgræsk baptisma og betyder, grundlæggende, nedsænkning. Det indikerer en bevægelse nedad i eller indi noget, og der er derfor altid et medium, den døbte bliver nedsænket indi – vand er blot en af mulighederne. Da det Nye Testamente blev skrevet, var det meget normalt at bruge begrebet på den oprindelige måde. Eksempelvis brugte historikeren Polybios det i sin beskrivelse af romerne, der sænkede fjendernes skibe[1]. Det blev i lige så høj grad anvendt metaforisk siden Platon, der blandt andet brugte begrebet om at være fuld af vin[2]. Jesus selv tog begrebet i brug metaforisk, da han i samtale med Simon Peter sagde, at han skulle døbes ind i døden, hvormed han ganske enkelte talte om, at han skulle dø (Mark. 10,39). Johannes Døberen brugte begrebet metaforisk om dåb ind i Helligånden (Mark. 1,8). I ingen af disse tilfælde refererer ordet dåb til vanddåb. I øvrigt er brugen af baptisma om vanddåb også en metaforisk brug af begrebet.

Når dåb så konsekvent bruges om vanddåb, og man ser bort fra stort al anden brug af begrebet, hænger det, for en dansker, tit sammen med den evangelisk-lutherske vanetænkning, der til dels er arvet fra Martin Luther og reformationen, og til dels er blevet en del af dansk (kirke)kultur. Som bekendt kommer kultur til at ligge ubevidst på vores rygrad og er derfor svært at ændre – af denne årsag benytter jeg i den resterende del af artiklen ordets oprindelige betydning, nedsænkning/at nedsænke.

Hvad er nedsænkning i Kristus?

Paulus skriver i Romerbrevet 6,3-5: ‟Eller ved I ikke, at vi, som blev nedsænket indi Kristus Jesus, blev nedsænket indi hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham gennem nedsænkningen indi døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra døde ved faderens herlighed, således skulle også vi vandre i nyt liv” (Min oversættelse fra oldgræsk[3]).

Den nedsænkende bevægelse (baptisma) er her indi Kristus. Det medium, bevægelsen ender i, er Kristus. Dette er en meget vigtig pointe, eftersom der ikke er noget i disse vers eller de omkringliggende, der indikerer, at der her skulle være tale om dåb i vand. Teksten selv gør det meget klart, at der er tale om en nedsænkning ind i Kristus, ikke ned i vand.

Hvad betyder det? Som en bevægelses endemål er Kristus her en form for position, den nedsænkede efter endt bevægelse befinder sig i. Der er – åbenlyst – ikke tale om en fysisk eller rumlig lokation, men snarere det, der kan betegnes som enten en åndelig eller en symbolsk position.

Som placeret i Kristus er den nedsænkede delagtiggjort i det, der beskrives efterfølgende, nemlig i hans død, begravelse og vandring i nyt liv. Delagtiggørelse i hans korsdød er ensbetydende med, at den nedsænkede er død fra fra syndens herredømme[4] og er efterfølgende begravet med Kristus, hvis formål i henhold til vers 4 er, at denne som resultat skal leve et nyt liv. Konteksten, vers 1-11, tydeliggør, at der samlet set er tale om en forklaring på, hvorfor den nedsænkede og døde ikke behøver at leve i synd.

Hvem er så de nedsænkede, hvis det ikke er defineret som dem, der er døbt i vand?

De nedsænkede

De nævnte vers om nedsænkning hænger sammen med den foregående tekst, der taler om Guds retfærdighed, som gives til de troende: Rom 3,21-31 beskriver en ny epoke med retfærdighed fra Gud, som er separat fra lov og gives på baggrund af tro. I kapitel 4 bruger Paulus Abraham som eksempel på denne retfærdiggørelse af tro. Kap 5 består af en konklusion på denne tematik, blandt andet med det brede perspektiv, der i form af Adams ulydighed beretter om, hvordan mennesket overhovedet kom i den situation, at alle regnes under synd og kun kan opnå Guds retfærdighed igennem tro. Herved er alle lige – jøder har ingen fordel i modtagelsen af Guds retfærdighed, selvom de har Guds lov. Der konkluderes i 5,20-21, at loven kom til, så at nåden kunne blive større. Heraf opstår spørgsmålet om, hvorvidt den retfærdiggjorte således skal fortsætte i synd, nu hvor det gør nåden større (6,1-2), og retfærdiggørelses-tematikken kædes herved sammen med de nævnte vers om nedsænkning.

I tematisk sammenhæng er det således tydeligt, at dem, der er tale om som nedsænkede i Kristus, er en 100% overensstemmelse med dem, der umiddelbart før omtaltes som de retfærdiggjorte af tro. Det bekræftes grammatisk: Grammatisk ses en kobling af en ‟vi”-form mellem Abrahams børn af tro ved nåde, henover retfærdiggørelses-tesens konklusion i 5,1 (‟Da vi nu derfor er retfærdiggjorte”) og den fortsættelse, at vi skal frelses, fordi vi blev forsonet ved hans blod (5,6-11). Herefter sker der både et brud på og en fortsættelse af tematikken: 5,12-21 er et kosmisk perspektiv på Kristi retfærd som menneskehedens løsning på synd og er derfor et tematisk bindeled mellem retfærdiggørelsestesen, der hermed synes afrundet, og nedsænknings-teologien. 6,1 binder både grammatisk og retorisk det ‟vi”, som omtales i 6,3-4, sammen med det ‟vi”, som er retfærdiggjorte. Det bekræftes yderligere af, at den, der er død med Kristus, også er retfærdiggjort fra synd (6,7).

Det fremgår derfor med al sandsynlighed, at de nedsænkede er de retfærdiggjorte af tro. Det præsenterer en nedsænkningsteologi, der består i følgende.

Nedsænkningens teologi

Det forudgående: Den troende bliver af sin tro givet Guds retfærdighed, på basis af Guds nåde og Kristi forsonende død. Selve retfærdiggørelsen resulterer i nedsænkningen, forstået som en bevægelse indi Kristus. (Vanddåb har intet at gøre med denne bevægelse ind i Kristus.)

Indhold: Den, der er bevæget ind i Kristus og derfor nu er placeret i ham, er også delagtiggjort i hans død, begravelse og opstandelse til en vandring i og med ham i livet som kristen. Døden er en død fra synd, en korsfæstelse af syndens magt, således at den nedsænkede er død fra synd, ligesom Kristus døde fra synd én gang for alle. Den nedsænkede er sammenvokset med Kristus, hvilket øjeblikkeligt forårsager et skæbnesfællesskab med ham i hans begravelse (6,3-10). (Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er et fællesskab i hans død og begravelse, så ingen tænker, at det er noget, man som modtagende menneske skal kunne mærke eller opleve – det beror på tro.)

Resultatet: Den retfærdiggjorte er ikke længere underlagt syndens herredømme og skal derfor anse sig selv for at være fri fra synd og i et levende forhold til Gud. I dette liv og forhold til Gud er nåden den regerende faktor, forstået som modsat lov, hvilket resulterer i, at den retfærdiggjorte og nedsænkede ikke er syndens tjener, men retfærdighedens tjener (6,11-22).

Betyder det, at en kristen ikke skal eller bør lade sig døbe i vand? Naturligvis ikke. Det er bare ikke det, Romerbrevets kapitel 6 omhandler. Indvendinger for denne tolkning omhandler tit, at der jo er tale om dåb, og at der ikke er noget, der tydeligt viser, at der ikke er tale om dåb i vand. Problemerne med en sådan tanke er flerfoldig: For det første demonstrerer det manglende evne til at sætte sig udover vanetænkningen, hvad ordet dåb angår. Dernæst viser konteksten meget klart og tydeligt, at der er tale om retfærdiggørelsen af tro, og at det er denne, der giver delagtiggørelse i Kristi død og opstandelse. Hvis vi et par sekunder reflekterer over det faktum, at nedsænkningen indi Kristus gør en person delagtig i Kristi opstandelse og det nye liv, så bliver spørgsmålet ret enkelt: Hvornår starter det nye liv? I det øjeblik, man bliver retfærdiggjort af tro, eller i vanddåben? De fleste kristne er enige i, at man indtræder i det nye liv i retfærdiggørelsen, af nåde, ved tro. Altså kan der ikke være tale om dåb i vand. Hvor svært man end måtte opleve det at omstille sine tanker, kan det kun gøre sig gældende, at enten får man del i det nye liv ved tro, eller igennem dåben i vand – og pågældende bibeltekst i dens kontekst gør det klart, at det sker ved tro.

Hvad betyder det for dig som kristen?

For en kristen – en person, der tror på og har modtaget Kristus – betyder denne delagtiggørelse i Kristi død, begravelse og opstandelse, at man i åndeligt perspektiv rent faktisk døde med Jesus, da han døde på Golgata. Det betyder ikke, at vi døde åndeligt, men at vi regnes for at have taget del i Jesu død, der til dels giver os syndsforladelse og til dels bryder syndens magt i os, således at det ikke er nødvendigt, at synden har herredømmet over os. Som Paulus siger andetsteds: ‟Èn er død for alle, altså er alle døde” (2. Kor. 5,14). Sektionen fra Romerbrevets sjette kapitel afrunder med, at ‟Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,11). Altså, fordi vi er døde med Kristus, og han døde for alle bort fra synden, skal vi regne os som døde fra syndens magt.

Det betyder også, at vi er nu er placeret i Kristus, og at alle de velsignelser, Gud har lagt i Kristus, er blevet os til del. Eksempelvis er vi i Kristus velsignet med ‟al den himmelske verdens åndelige velsignelse” (Ef. 1,3) og vi har i ham ‟forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er” (Ef. 1,7). Bemærk, hvor mange gange der i det Nye Testamente, særligt i Paulus’ breve, står omtalt ‟i Kristus”, ‟i ham”, etc. Alle de steder er der tale om noget, vi som troende og genfødte kristne har fået del i, fordi vi er flyttet ind i og placeret i Kristus. Forløsning, åndelig velsignelse, hellighed, arveret, udsletning af fordømmelse, frihed fra syndens og dødens lov, og mange flere herligheder er givet os i Jesus Kristus – det står på hylderne, lige til at tage ned og gøre brug af.

Jeg ønsker for dig, at du som troende vil indtage flere af dine gaver og løfter i Kristus!

Fodnoter:

[1] Polybios, ”Historier”, Vol 1, 51.6.

[2] Platon, ”Symposion”, 176a-b.

[3] Oversættelsen er foretaget på basis af grundteksten i Novum Testamentum Graece af Nestle-Aland.

[4] I henhold til den efterfølgende sektion med modstilling af syndens og nådens herredømme, 6,12-23.