Det 21. århundrede vil måske være den sæson, som kommer til at gå ned i historiebøgerne som de mentale modsætningers periode. Der tales om multikulturelle samfund og integration, og samtidig polariseres meningerne i den grad, at nogle ikke engang kan være venner med folk med en modsatrettet holdning. Særligt hvis det omhandler politik og religion. Hvorfor er det således? Personligt tror jeg, at det skyldes, at disse er emner, som medfører konsekvenser for moral, etik og menneskelighed. Disse fører videre til skyld, samvittighed og relationer. Nu er det pludselig blevet  personligt, og følelserne bringes i spil. Og her kommer menneskers tolerance sandsynligvis for alvor på prøve.

Hvis en person står frem og offentligt ytrer sin mening om moral, lægges man hurtigt i en boks med en etiket, og friheden til at have sin egen personlige mening bliver til retten til at skrubbe af Pommern til, hvis den ytrede mening ikke klapper kammeraten på skulderen. Hvis man falder udenfor moralens norm i dagens Danmark og eksempelvis påstår, at porno er en moralsk sygdom, bliver personen stemplet som stokkonservativ og ude af trit med tidens trend. Hvis man mener og ytrer, at frekventering af et værtshus med dertilhørende indtagelse af (bevist skadelige mængder af) alkohol er en menneskelig dårligdom, bliver man stemplet som moraliserende og snobbet. Vi hører det overalt. Hvis en person tolker en bestemt krig eller terrorhandling som ekstremistisk religiøst funderet, bliver pågældende person stemplet som politisk ukorrekt og snæversynet. Hvis en person ytrer holdning om, at abort er mord på uskyldige, små børn, får personen en etiket klistret på sig, hvorpå der står ”anti-feministisk” og ”fjendtlig over for basale menneskerettigheder”. Folk bliver stemplet som fordømmende, snæversynet, moraliserende, konservativ, gammeldags, pernitten, hvis de tillader sig at stille spørgsmål til en adfærd.

Men hvorfor kan vi ikke længere tåle, at der bliver stillet spørgsmål til vores adfærd?

Tidens store buzz-word er tolerance. Tolerance – som jeg definerer ordet – er for mig noget positivt, da den fordrer en medmenneskelighed, som ikke dømmer andre uden en retssag, så at sige. Rigtig tolerance består derfor af flere ting. 1) Det består af tålmodighed til at lytte til en anden holdning og et andet parti end det, man selv tilhører. 2) Det består af forsøget på at sætte sig ind i den andens situation og følelser (uden hvilket man vil have svært ved at sætte sig ind i deres holdninger) – altså empati. Og 3): bliver der udsagt en dom i situationen, bliver det gjort på baggrund af saglighed, ikke  noget så tilfældigt og fluktuerende som personlige holdninger og følelser. Så langt er tolerance en særdeles positiv tilførsel til ethvert samfund. Uden det halshugger folk hinanden – bogstaveligt eller verbalt – uden sagligt grundlag.

Modsat må intolerance være mangel på tålmodighed til at lytte til hinandens argumenter, manglende empati, og det resulterer ofte i punkt tre: usaglige og fordomsfulde domme.

Til gengæld er mange af dagens danskere tilsyneladende blevet således, at det synes umuligt at kunne ytre sine meninger om noget, der har med adfærd at gøre – såfremt man selv er en person med ”anderledes” meninger – uden at blive kategoriseret på en måde, som er nedladende ment. Snævertsynet. Gammeldags. Men er gammeldags per definition dårligt? Endda det at ytre sig om moral har fået en negativ konnotation i form af ”moralisering”. Det interessante spørgsmål er, hvorfor det har fået det. En bedre moral og en bedre adfærd er noget, vi alle trænger til, hver på vore forskellige områder, og hvis en god moral er positivt, må forbedring af ens egen moral og undervisning omkring, hvad en god moral indeholder, og hvad god adfærd er, ligeledes være positivt. Lige så vel som vi søger til uddannelser, hvis vi vil have mere viden, og søger til lægen, hvis vi er syge, må det være naturligt at kunne tage imod belæring omkring vores adfærd.

Så hvorfor har vi et så stort problem med det? Synes vi, at vi selv har en så god adfærd, at den aldrig behøver at blive påtalt? Eller har vi svært ved at erkende, at der er noget galt med vores adfærd?

Tolerance-niveauet er ved at være kommet til et punkt, hvor man ikke kan stille spørgsmålstegn ved homofili og abort eller udtrykke frygt for, hvad der kan ske, hvis man tager tusinder af muslimske flygtninge ind i landet. Hvis man gør det, bliver man i hvert fald udpeget som intolerant og umenneskelig. Vi skal være så tolerante, at det eneste, vi ikke skal have tolerance overfor, er dem, som ytrer nogen som helst form for intolerance.

Men hvad er intolerance? Hvis det er at dømme et menneske eller en gruppe af mennesker negativt for at have en bestemt holdning eller udføre en bestemt handling, er disse ”tolerante” mennesker med andre ord akkurat lige så intolerante som dem, de selv dømmer for at være intolerante. Forskellen er udelukkende emnet i sig selv. Det leder mig til at stille følgende to spørgsmål: Er vi kommet så langt ud på skråplan, at vi ikke blot tåler meget liden kritik, men at vi faktisk dømmer dem, som vover at stille spørgsmålstegn ved vores adfærd, som konservative, gammeldags og moraliserende? Og hvorfor kan vi ikke tåle personlig kritik?

Vi lever i et land, som er frit. Derfor kan vi under normale omstændigheder ytre vore meninger uden at blive sat i fængsel. Det er så frit, at vi kan gøre alt og sige alt, og det meste bliver betragtet som normalt. Mennesket kan i høj grad gøre, som det vil, og vi kan lide, at ingen kan fratage os den ret. Så længe vores adfærd ikke håndgribeligt skader en anden eller bryder loven, er den tilladt. Men hvad er vores egentlige ”ret”, og hvordan kan vi bedømme, hvad der skader en anden? Skader det eksempelvis hustruen og børnene, hvis manden går på værtshus på ugentlig basis og drikker lige på grænsen af den videnskabeligt beviste skadelige mængde? Skader det manden, hvis hustruen flirter med de fleste mænd i sin omgangskreds? Skader det børnene, hvis forældrene gør disse ting? Skader det pigen, hvis kæreste ser porno for at kunne blive opstemt? Skader det personen, hvis kæreste påtager sig børnehave-rollen med armene over kors, ”du skal ikke bestemme, hvad jeg skal”? Og har vi ret til at gøre, hvad vi egentlig har den lovmæssige og menneskelige frihed til, hvis det skader andre?

Det eneste, vi tilsyneladende ikke kan tillade os i overtolerancens verden, er at stille spørgsmål til adfærd. Det fratager jo mennesket friheden til at være slaver overfor sine lyster.