Som kristne har de fleste af os oplevet at føle os fordømte, når vi ikke formår at gøre det, vi gerne selv vil ifølge de Guds standarder, vi hører om i kirken hver søndag. Forkynderen taler gerne ud fra en bibelhistorie om en mand med en tro, vi aldrig føler, at vi kan leve op til, og vi misunder ham lidt for at være i stand til at gå igennem så meget og alligevel tilsyneladende ikke fejle ret meget undervejs. Hvor ville vi kunne udrette meget, hvis vore liv så sådan ud! Og hvor ville vi kunne slippe for mange samvittighedskvaler.

Præster og prædikanter har en tendens til at være fulde at disse vidunderlige bibelhistorier med et par formaninger oppe i ærmet. Det er jo for det første vigtigt, at folk ved hvad, der er rigtigt, og hvad, der er forkert.

Hvad gør os bedre, og hvad gør ikke?

Her er flere væsentlige ting at være opmærksom på. For det første bliver ingen bedre af at vide mere i sig selv. Tænk bare på vores nytårsforsæt. Vi ved alle, i rigtig mange tilfælde, hvad det fornuftige og gode er, og alligevel formår vi kun at være fokuseret på det i få timer eller få uger, før vi er faldet i det forbudte. At kende det gode er allerhøjst første skridt til en hvilken som helst type forbedring.

På samme måde er formaninger i sig selv heller ikke mere end ét skridt i processen, den kristnes udvikling, hverken åndeligt eller menneskeligt. Paulus skriver, at ”synden ved hjælp af buddet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed” (Rom 7,13), fordi synden fik liv, ”da buddet kom” (v 9) – altså at lovens påbud og forbud i sig selv faktisk æggede til overtrædelse af selvsamme lov. Ergo må det være logisk at konkludere, at Gud tilførte loven med det formål at illustrere for mennesket, hvor fejlbarlig dets natur er. ”Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd” (Rom 3,20).

Den negative konsekvens fra en menneskelig synsvinkel er, at vi aldrig vil kunne tilfredsstille Gud på trods af utallige anstrengelser. Den positive side er, at Gud rent faktisk ikke hamrer os oveni hovedet, fordi vi ikke kan overholde loven: han har nemlig hele tiden vidst, at vi ikke kunne. Det er os, som i menneskelig stolthed har svært ved at acceptere, at vi ikke nogensinde vil kunne arbejde os op til en tilstand, hvor vi kan accepteres af Gud, uden hans egen hjælp. Det klare og tydelige er, at ingen form for lovgivning i sig selv, ifølge Paulus, vil hjælpe til overholdelsen deraf. Formaninger, retledning og påbud har sin rette funktion som vejledning i, hvad det gode er i Guds øjne, og hvordan både vi og Gud får mest ud af vore liv som kristne. Men når vi så véd det, løber vi ind i mindst ét ud af to problemer: viljen og styrken til at udføre det.

Viljen til at gøre det rette følger i en del tilfælde med det at opleve Guds altoverskyggende kærlighed, som giver os lysten til at elske ham tilbage, ved at gøre det, han beder om – til dels fordi vi tror på, at han dikterer det til vort eget bedste. Man kan også forsøge at overholde Guds bud, fordi man frygter straf, men i så fald har man ikke begrebet, at Jesus har taget straffen for al synd, og viljen vil som følge deraf ofte komme til at mangle motivation.  I alle tilfælde er det alligevel vigtigt at holde sig for øje, at det er Gud, ”som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske” (Fil 2,13). Det er Gud selv, der giver os både lysten til at gøre hans vilje og styrken til at udføre den. I de tilfælde, hvor vores lyst ikke hænger sammen med hans retledning, kan vi derfor bede ham om hjælp; bede ham om at ændre vore holdninger, vore personlige mål og vores vilje til det, som er hans plan. Det vanskelige på dette stadie er erkendelsen af, at det er hans vilje, der bør råde, og ikke vores egen. Også dette værk kan Gud gøre i os – og han som den eneste.

Styrken til det gode

Styrken til at gøre det, som, vi egentlig godt ved, er det rigtige, er som regel det virkelige problem. Der tales jævnligt om viljestyrke, men det bliver tit (mis)forstået, som om viljen i sig selv per definition giver styrke. Det vil den gøre i mange af de tilfælde, hvor der ikke er modstridende interesser i mennesket: hvis jeg eksempelvis gerne vil tabe mig fem kilo og slet ikke bryder mig om søde og fede sager, vil min vilje til at komme af med pundene i sig selv være styrke til at få det gjort, hvis den er stor nok. Problemet er der, hvis der i mig bor en modstridende hang til chokolade, som gerne vil tilfredsstilles her og nu. Hvor viljen er delt, har styrken skizofreni. Paulus beskriver det på denne måde: ”… loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt som træl under synden. For jeg forstår ikke min egen handlemåde; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.” Som kristne vil vi tit opleve, at vi får lyst til at gøre Guds gode vilje, men også at vi i mange konkrete tilfælde mangler evne til at udføre den. Dette vil særligt gøre sig gældende, hvis vi først og fremmest har fokus på overholdelsen, fordi den ”kødelige” lyst vil det modsatte af at overholde loven. Paulus’ afrunding på fortællingen om denne indre strid i mennesket er erkendelsen af, at vi er mennesker med ”dødens legeme”, og at Jesus Kristus er den, der kan frigøre fra det (Rom 7,24-25).

Løsningen på dette problem er tosidet, hvilket Paulus beskriver dernæst – herligt og ganske kortfattet: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For Livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov” (Rom 8,1-2).

Læg mærke til, at Paulus som det allerførste nævner vished om frigørelse i Jesus, på trods af den pågående indre strid mellem det, kødet vil, og det, ånden vil. Det er meningen, at vi skal have denne vished, uanset hvor meget vi fejler – ikke fordi vi skal have lov til at leve, som vi lyster, men fordi det ikke hjælper os at fokusere på hverken loven eller vore overtrædelser. Det ægger blot til flere overtrædelser. Hvilket er årsagen til, at en forkyndelse, som ender på en note, der dikterer ”gå-hjem-og-gør-dette”, ofte får den modsatte konsekvens, hvis den ikke er kombineret med den viden og deraf følgende praksis, at det altid er Gud, der frembringer det gode.

Nådens fokus

Hvad skal vores fokus så være? Guds kærlighed og nåde. Jesu offer for dig og mig. Fællesskabet med vores frelser og himmelske far. Den ene side af løsningen er nemlig Livets ånd, Helligånden, som giver os styrken, når vi har tillid til Guds nåde og ikke til vore egne præstationer. Personligt tror jeg ikke, at han (Helligånden) vil hjælpe os med at præstere noget, som vi selv kan få æren for. Derfor gælder det fra vores side om at have fokus på Guds kærlighed og alt det, den tilbyder os i Jesu død på korset. Vi ved, at ”vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,15), og den nåde ”opdrager os til at sige nej til ugudelighed…” (Tit 2,12). Det er nåden, der opdrager, og Helligånden er vores styrke, når vores fokus ikke er hverken på selve opdragelsen eller på buddet, men på det salige håb om Jesu herligheds åbenbaring og den frigørelse, han købte os til, da hans lov blev skrevet på vores hjerter i stedet for på stentavler. Fokus på Guds bundløse kærlighed er dermed den ene side – og vores eneste del – af Paulus’ tosidede løsning, og Helligåndens virke i os den anden.

Bemærk, at Gud ikke pludselig er blevet ligeglad med, hvordan vi lever vore liv som kristne. Ingen kan retmæssigt sige, at dette stykke kristne teologi kan bruges som undskyldning for at kunne leve efter egne lyster og ikke bryde sig om Guds påbud og vejledning. Sagen er, at det bør være klart for enhver, at det ikke er fokus på formaningerne, som sætter os i stand til at efterleve dem: det gør fokus på nåden.

Hvis vi gerne vil, at vores liv ser ud som apostlenes, er nøglen paradoksalt nok, at vi fuldstændigt ser bort fra dem og i stedet fokuserer på fællesskabet med Jesus og vores himmelske far. Når vi placerer vores tillid hos Gud som den, der skal foretage ændringerne i vore liv, efterlader vi plads til, at Helligånden kan tage fat og gøre sin gerning i os. Og så kommer der til at ske noget – sandsynligvis ikke over én nat, men det gjorde det heller ikke for apostlene.

Nåden i fejl og mangler

Når vi taler om skyldfølelse og samvittighedskvaler, handler det reelt om, at vi gerne vil have det godt med os selv, og det har vi ikke, når samvittigheden nager. Men det er egentlig irrelevant, om vi har det dårligt med at fejle. At vi gerne vil klare os godt som kristne, så vi kan have det godt med os selv, er snarere et udtryk for stolthedens dominans i den menneskelige natur end et udtryk for graden af vigtighed. Langt vigtigere er ydmygheden, uden hvilken vi ikke har Guds nåde til hjælp: ”Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde” (1 Pet 5,5). Og det er svært for den, som anser sig selv for god, ligesom han er, at være ydmyg. Dette, tror jeg, er Guds største årsag til, at han tillader Djævelen at slå os i ansigtet med vore mange fejl og mangler. Ydmyghed ligger nemlig absolut ikke til den menneskelige natur og er derfor heller ikke noget, vi kan præstere selv. Det er ikke meningen, at vi skal overmandes af skyldfølelse til mismod og manglende tro på Guds evne til at tilgive. Det, der er meningen, er, at vi skal forblive ydmyge og ikke anse os selv for bedre end den irriterende nabo og personen på bagerste række i kirken.